Et frø blev sået for mange år siden
Mit navn er Thinna Aniella, jeg er født i 1965 i Ålborg.
Det er aldrig for sent at flytte sig. At bruge en smerte som et grundlag for en livsomvæltning. At følge sine drømme, og tegne et helt ny scenarie. Det er aldrig for sent. Der er et uopdyrket potentiale i hvert eneste menneske. Et lille frø der kan spire, og vokse mod alt, lige fra den spinkleste stilk til et livsdueligt træ. En støtte, et vartegn – et billede på det mulige for alle de kommende generationer, eller en tilfreds lille staude, med den tilbagevendende vinters dvale.
Mit frø blev plantet i mine tidlige barndomsår, hos mine bedsteforældre, helt uden at vide det, men med bagspejlet i hånden, 40 år senere, kan jeg se det i dag. Min morfar dokumenterede alt med sit kamera, han fortalte historier, og han lærte mig at tegne.
Jeg blev teenager, og fik andre interesser. Rebellen kom frem. Men frøet blev sået.
Rejsen var lang
Som teenager havde jeg krudt i røven. Der skulle altid ske noget, jeg sad aldrig stille. Som resulterede i at den ene oplevelse tog den anden
Jeg fik mig en traditionel handel/-og kontoruddannelse. Fik mig en elevplads. Og så skete der det, der ikke måtte ske. Jeg ville være min egen arbejdsgiver. I en alder af 25 år. Det skulle alligevel tage mig 7 år at gennemføre.
Festen & After Party
Vi kan eje så meget at vi bliver fattige.
Jeg startede mit eget fitnesscenter, hvilken fest. At få lov til at danse på arbejdet, med højt musik hver dag. At motivere og inspirere andre til bevægelse. Det var en gave. Festen varede i 10 år, hvorefter jeg solgte mit fitnesscenter.
Tog et halvt års ferie og blev ansat i en af landets større fitness kæder og festen startede igen, man kan vel kalde det for ”after party”, jeg var måske ikke helt færdig med branchen alligevel. Det er en svær branche at forlade, for den er fuld af energi, og ungdom, håb og optimisme. Lige indtil pengemændene overtog branchen, og ville lave big money ud af det. Den dag sluttede min fest permanent.
Nedtur og desperation
…meldte sig på banen, for hvem var jeg nu. Nu når jeg ikke var fitness Thinna mere. Heldigvis havde jeg lidt opsparing og gode venner der gav mig timelønnet job hist og her, og gav mig tag over hovedet.
Jeg begyndte en nedadgående spiral.
Alting har en mening, hvis man tør udforske det. Jeg solgte alt hvad jeg ejede og havde, for at minimere mine udgifter, så jeg ikke skulle løbe så hurtig, og så der var plads til det hjertet råbte efter.
Når man går linen ud, kan man ikke forudse den smerte man skal gennemgå, og heldigvis for det. Jeg var så presset i følelsen af ensomhed og ulykke, at jeg var nødt til at give slip, slip på alt det der ikke havde betydning i mit liv mere.
Isolationen åbnede sin dør, og jeg gik ind. En af mine venner ”bankede” en dag på denne dør, og spurgte om jeg ikke skulle begynde at fotografere igen. Der fik det frø der blev plantet år tilbage vand.
Det føltes så rigtig, uden jeg kunne definere præcis hvad det var. Jeg blev optaget på Københavns film og fotoskole, og så tog det visuelle fart. Men jeg skulle længere ned. Jeg skulle helt derned hvor jeg tabte mig selv. Det sidste lys for enden af tunnellen blev slukket. At navigere i mørke er et mareridt, intet giver mening at gøre. Håbløsheden tog sit indtog, alt dødede. Selv min indre stemme.
De 4 mest opslidende måneder af mit liv nogensinde tog sit indtog.
Den nat jeg døde
.. var den nat, lyset blev tændt langt langt ude i horisonten. Nu kunne jeg begynde at navigere igen, jeg kunne begynde at gå. Jeg greb mit kamera, og billedet fik et andet lys. Min indre stemme talte til mig igen. Mit frø begyndte at spirer, det slog små rødder, og har nu brudt gennem jordens sidste lag, for at fange solens stråler.
Det er her JEG begynder
Jeg er Thinna Aniella Visual artist, som studere på Århus Kunstakademi fra august 2019-2023.