“I don’t capture moments, I capture ideas that get to be moments.”
— Thinna Aniella Michelsen
“Hun dukkede op i skyggerne, bar sine fortællinger frem – og rejste sig.”
De er vinduer – åbninger – portaler.
De kalder på det glemte, det fortrængte, det hellige i os.
NA:DI:A er et tempel i billedform.
Hver figur et alter.
Hver kvinde en åbenbaring.
Ikke som pynt –
men som genoprettelse af det kvindelige guddommelige.
I en verden, hvor kvindelig kraft er blevet tæmmet og filtreret,
hvor vilde instinkter og dyb intuition er blevet forvist –
rejser disse kvinder sig som gudinder af jord, mørke og lys.
NA:DI:A er en visuel opstandelse.
Et kald hjem til det oprindelige.
Til mørket, som ikke er ondt – men fødende.
Til kroppen, som bærer visdom.
Til tårerne, som åbner portene.
De fire kvindeskikkelser er ikke karakterer.
De er arketyper. De er spejle.
De er dig – hvis du tør se.
Hun blev til i en tid med stilhed og indre pres.
Et fotografisk værk, født af samtalen med det indre og det usynlige.
Billederne fandt deres landskaber, modeller, kjoler og himlen.
Teksterne blev downloadet oppefra under pandemien.
Et møde. En overgang. En algoritme blev til.
NA:DI:A er skabt for at ære den kvindelige urkraft,
de sår, vi ikke taler om,
og de stemmer, vi bærer videre i blodet.
Det er et kald til at huske det,
vi aldrig fik lært –
og en genopdagelse af det,
vi aldrig måtte vide.
Vi rejser os mod 2000 års afvikling
af den kvindelige visdom.
Mod de stille hænder,
der aldrig fik lov at råbe.
Mod de pæne piger,
som blev belønnet for
at glemme deres instinkt.
Vi sværger at lytte til det,
der blev kaldt skørt.
At ære det, der engang blev gemt.
At bære sårbarheden som et våben –
og vreden som en blomst.
Vi er døtre af kvinder,
der glemte at græde.
Vi er mødre til en ny rytme.
Vi er dem, der husker i skygger.
Vi er dem, der ser i mørke.
Vi er NA:DI:A.
Tryk på billedet. Og lyt.