“13 til Bords” er en lysinstallation i det offentlige rum – en poetisk og sanselig iscenesættelse midt i Ørby på Samsø.
Værket består af 13 standerlamper skabt i genbrugsmaterialer og selvlysende maling, placeret i en labyrint i en have, som en cirkel af lys.
Havelabyrinten med 13 “STANDERLAMPER” – står som svampe i natten – og danner et skævt, kærligt rum midt i mørket.
13 til Bords handler om social kontrol.
Om hvordan normer, systemer og moral
gennem tiden har formet kvindekroppen
og defineret, hvem der må tale,
og hvem der skal tie.
Et sted i Danmark gemte staten de kvinder væk,
der var for frie, for fattige, for levende.
De kaldte det behandling.
Men det var kontrol.
Når jeg tænder lysene til 13 til Bords,
tænder jeg dem for hende, der blev sendt væk.
For hende, der aldrig fik en plads ved bordet.
For hende, hvis stemme stadig blæser over havet.
Social kontrol er ikke altid voldsom.
Nogle gange er den bare stille.
Et blik. En kommentar. Et kryds i et skema.
Et “sådan gør man ikke”.
Men tiden kalder på noget andet nu.
På forandring.
På nye stemmer ved bordet.
Tallet 13 bringer altid forandring til bordet —
hverken god eller ond,
bare forandring.
Og vi har brug for forandring nu.
I os selv.
I samfundet.
I verden.
Installationen er en cirkel af vidnesbyrd – og en cirkel af håb.
Den refererer til kvindelig urkraft, til mørkets frugtbarhed og til det lys, vi kan tænde, når vi samles: omkring bordet, omkring håbet – og omkring den styrke, der nægter at lade sig tie ihjel.
Og mindes den sociale kontrol der blev gjort og stadig bliver gjort i det skjulte.
Installationen er en cirkel af vidnesbyrd – og en cirkel af håb.
Den refererer til kvindelig urkraft, til mørkets frugtbarhed og til det lys, vi kan tænde, når vi samles: omkring bordet, omkring håbet – og omkring den styrke, der nægter at lade sig tie ihjel.
Og mindes den sociale kontrol der blev gjort og stadig bliver gjort i det skjulte.
13 lamper. 13 lande. 13 fortællinger.
I århundreder er kvinder, børn og minoriteter blevet gjort til syndebukke.
De er blevet kaldt hekse, kættere, djævlens tjenere.
De er blevet brændt, druknet, hængt, udstødt – eller bundet, så de aldrig kunne løbe nogen steder. Alt sammen social kontrol.
13 til Bords er et fælles bord af lys og mørke.
Hver lampe bærer et land, en stemme, et vidnesbyrd.
Tilsammen danner de et mønster, som gentager sig på tværs af tid og sted:
frygt og magt, der jager de svageste og kalder dem farlige.
Når vi tænder disse lamper, tænder vi også erindringen.
For heksejagten er ikke blot fortid – den lever i nye former.
Fra bålet i Vardø til heksebørn i Afrika.
Fra Jeanne d’Arc i Rouen til lotusfødder i Kina.
Fra Salem til nutidens digitale bål.
Dette bord er et minde
Et sted, hvor vi kan lytte til de stemmer, der blev forsøgt brændt til tavshed.Et sted, hvor vi kan spørge:
Hvem sætter vi til bords i dag?
Hvem gør vi stadig til syndebukke?
Og hvordan bryder vi kæden?
1. Danmark
Christian 4. lod bålet flamme.
Maren Splids blev brændt i 1641.
Hendes skrig blev til aske i vinden.
2. Sverige
I “Det store Oplysningsværk” vidnede børn mod voksne.
Børn blev selv kaldt hekse.
En hel generation blev sat i brand.
3. Norge
I Vardø kastede man kvinder i havet.
Sank de – uskyldige. Flød de – hekse.
Havet husker stadig deres kroppe.
4. Tyskland
Würzburg og Bamberg.
Tusinder henrettet.
Selv børn på 9 år blev kaldt djævlens håndlangere.
5. Skotland
Kong James skrev Daemonologie.
Hans ord blev til dødsdomme.
Kvinder blev stormens syndebukke.
6. England
Matthew Hopkins – “The Witchfinder General”.
300 kvinder dømt på få år.
Et helt land blev fyldt med frygt.
7. Irland
Alice Kyteler – rig, selvstændig.
Anklaget for trolddom.
Hendes tjenestepige blev brændt i hendes sted.
8. Frankrig
Jeanne d’Arc, 1431.
En ung kvinde, der hørte stemmer,
blev brændt som heks og kætter.
Ilden slukkede hendes krop –
men ikke hendes stemme.
9. Spanien
Navarra, 1609.
Tusinder blev kaldt hekse.
I Zugarramurdis grotter steg røgen,
og himlen bar vidne om frygten.
10. Grønland
1960’erne og 70’erne.
Tusinder af unge kvinder fik spiral uden samtykke.
En hel generation fik deres kroppe styret –
uden at kende sandheden.
11. Afrika (Nigeria / Congo)
Nutidens heksebørn.
Forladte, jagtede, mishandlet.
Fordi et barn ikke kunne forklare en families ulykke.
12. Kina
Lotusfødder.
Små piger fik knust deres knogler,
så de aldrig kunne løbe væk.
13. Transformation
Efter bålet, efter skrigene, efter frygten –
kommer et andet lys.
Ikke ilden, der brænder kroppe,
men flammen, der tænder bevidsthed.
Et lys, der ikke jager,
men samler.
Ikke dømmer,
men forstår.
Her rejser vi os fra bordet,
ikke som syndebukke –
men som mennesker,
der vælger at bryde kæden.
Installationen er en cirkel af vidnesbyrd – og en cirkel af håb.
Folk kom fra nær og fjern for at heale fortidens synder. Kalde på generationers formødre og bede dem rejse sig på ny.
Den refererer til kvindelig urkraft, til mørkets frugtbarhed og til det lys, vi kan tænde, når vi samles: omkring bordet, omkring håbet – og omkring den styrke, der nægter at lade sig tie ihjel.
Og mindes den sociale kontrol der blev gjort og stadig bliver gjort i det skjulte.
5 måneder senere
Det, der var hvidt, krakelerer nu.
Overfladen sprækker.
Materialet giver efter.
Installationer i det offentlige rum lever ikke beskyttet.
De står i vejret, i tiden, i virkeligheden.
Og de forandrer sig.
Forfaldet er ikke et tab.
Det er en fortsættelse.
For social kontrol forsvinder ikke.
Den ændrer form.
Bliver mindre synlig.
Mere indlejret.
Det samme gør værket.
Det, der engang lyste klart, står nu som spor.
Som rester.
Som noget, der ikke helt vil forsvinde.
Måske er det mere ærligt sådan.
Lysene er ikke længere rene.
De smuldrer. Falder fra hinanden.
Bliver til noget andet.
Og måske er det dér, værket begynder at tale tydeligere.
For social kontrol er ikke altid voldsom.
Den er langsom. Gentagende.
Den sætter sig i kroppen over tid.
13 lamper stod engang som en cirkel af lys.
Nu står de som vidner.
Til det, der blev gjort.
Og det, der stadig sker.
Hvem får en plads ved bordet?
Og hvem forsvinder, uden vi opdager det?